Hvorfor certificeringer?


Ja, det er et godt spørgsmål. Skal vi virkelig betale til disse ordninger og kan de noget, vi ikke ellers selv kan finde ud af? Det korte svar er ja, og specielt når det drejer sig om kosmetiske produkter. Kosmetiske produkter har godt nok deklarationspligt, men hvilken normal forbruger forstår reelt set, hvad der står på bagsiden af produkterne?

Som forbruger kender vi måske to til tre af ingredienserne i ingredienslisten. Ærligt talt syntes jeg stadigt det er svært at gennemskue, hvad et produkt indeholder, og jeg arbejder med det hver dag. Alle de certificeringsordninger vi arbejder med, bygger på dybe kompetencer inden for deres felt. Ordningerne er kort sagt med til at tilsikre, at vi som producenter med større sikkerhed kan garantere dig som forbruger, at produktet indeholder det, som produktet påstår det indeholder. Det lyder noget abstrakt, at vi ikke kan stole på at et produkt er det, det siger det er. Men når vi taler om ord som ”økologi” og ”naturligt” har disse betegnelser meget brede og ofte misbrugte anvendelser. Inden for certificeringsordningerne er der dog klare definitioner af betegnelserne, der gør brugen og betydningen mere klar for os alle. Når vi for eksempel bruger ordet ”naturligt” om ingredienser, vil det sige, at der ikke er anvendt syntetiske materialer i processerne med at udvikle ingredienserne. Og når noget er ”økologisk”, er der krav til hvordan en plante bliver dyrket, deriblandt at der ikke bliver sprøjtet med kemi, men også hvordan råvaren efterfølgende bliver behandlet. Det stiller i sig selv krav til et meget højt vidensniveau om varens oprindelsessted, helt ud til den konkrete mark, til forarbejdningsstedet, samt til kontrol af vejen mellem punkt A og B for at tilsikre, at varen ikke er blevet byttet ud med en lignende vare, der er af samme art, men ikke lever op til samme høje standarder. Dette er alt sammen noget certificeringerne hjælper os med at styre og sikre.

Noget som heller ikke er så godt belyst, er at ”naturlige” og ”økologiske” ingredienser sagtens kan være skadelige for os. Allergi er kun én af måderne disse stoffer kan skade os på.

Derfor er det væsentligt, at hver enkelt ingrediens bliver målt og vejet af eksperter, der har et indgående kendskab til effekten af ingredienserne, og som kan opstille et rammeværk vi kan udvikle vores produkter efter. Dette giver både os som producent og dig som forbruger sikkerhed for, at produkterne ikke indeholder ingredienser, der kan skade os, hverken når det kommer til vores hud, krop eller miljøet.

Her er der altså forskel på hvilke kompetencer man har: Èn ting er, om man kan vurdere hvorvidt en ingrediens har en positiv effekt på hudens udseende, men at kunne vurdere om den har toksiske-, hormonforstyrrende og-/eller bioakkumulerbare effekter, kræver helt andre kompetencer.

Sidst, men ikke mindst er der den økonomiske afhængighed producenten har, som certificeringen ikke har. Det vil kort sagt sige, at det for producenten er fristende at springe over, hvor gærdet er lavest, når noget koster penge at udvikle. Denne økonomiske afhængighed kan resultere i kompromisser, der går ud over din sundhed som forbruger, når producenten ikke har certificeret sine produkter.

Vi i AiiA stiler efter, hvad der er bedst for at opnå og opretholde en sund hud. Vi mener, at sund hud er smuk hud.

Samtidigt vil vi ikke gå på kompromis med trygheden og sikkerheden for forbrugeren, eller tage mindre hensyn til miljøet. Vi har derfor valgt at få certificeret alle vores produkter med tre certificeringer; Svanemærket, AllergyCertified og Ecocert COSMOS. Disse ordninger fungerer som en ”politimyndighed” for os. De har retningslinjer og rammer for ingredienserne, som ligger udenfor

vores normale comfortzone at vide noget om. Vi mener de tre ordninger komplimenterer hinanden godt. Både med tanke på det miljømæssige, med fornybare, naturlige ingredienser og emballage – og ikke mindst også med tanke på allergi.

Det er dyrt at blive certificeret. Ikke i gebyrer, men i udvikling og dokumentation. Når man udvikler produkter inden for certificeringerne, får man afgrænset råderummet med mange hundrede procent. Det vil sige, at man skal være væsentligt mere grundig og struktureret for at finde de rigtige ingredienser, der også virker godt for huden. Det er udfordrende, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis man ikke er villig til at gå på kompromis, hvilket lige netop er styrken med certificeringen: Man kan ikke ende i en situation, hvor man går på kompromis.

Certificeringerne får til tider kritik for at være for krævende, og for at man ikke kan skabe gode hudplejeprodukter inden for rammerne af certificeringerne. Den kritik kommer dog oftest fra virksomheder, der ikke har certificeret deres produkter.

Jeg tænker, at de nok kæmper imod tiden. For det kan sagtens lade sig gøre. Og samtidigt opnå en sund og smuk hud.